Høje kvalitetskrav på uddannelserne er afgørende for sikre kompetente psykoterapeuter. Derfor er løbende evalueringer af psykoterapeutuddannelserne – for at sikre at de lever op til kvalitetskravene – helt afgørende.

Alle uddannelsessteder, der er godkendt og medlem af Dansk Psykoterapeutforening, bliver løbende evalueret, således at de alle lever op til en række kvalitetskrav, foreningen stiller til den 4-årige psykoterapeutuddannelse. Kun uddannelser, der er positivt evalueret efter disse kriterier, kan godkendes og optages i Dansk Psykoterapeutforening.

SIF blev senest evalueret og certificeret i oktober 2022, hvor instituttet levede op til alle kriterier uden anmærkninger. 

Udover krav til institutternes driftsgrundlag, indeholder certificeringskriterierne en række krav til psykoterapeutuddannelsens omfang, indhold, niveau og mål. Formålet med disse kvalitetskriterier er at sikre det faglige niveau og de studerendes læringsudbytte til gavn for de borger- og klientmålgrupper, som vores færdiguddannede psykoterapeuter samarbejder professionelt med. I denne vejledning kan du læse mere om kvalitetskravene i certificeringen.

Fra 1. januar 2022 er evalueringen blevet varetaget af Crossfields Europa. Crossfields Europa er en dansk gren af et konsulentfirma med base i England ved navn Crossfields Institute. Crossfields Institute har mange års erfaring med at arbejde med kvalitetssikring og akkreditering af uddannelser – også psykoterapeutiske uddannelser.

På vej mod masterniveau og beskyttet titel

Dansk Psykoterapeutforening har i 2021 påbegyndt en proces, der skal styrke kvaliteten i den måde, de 35 psykoterapeutuddannelser under foreningen bliver evalueret på. Dette for at sikre vejen mod at få beskyttet titlen psykoterapeut MPF.

Alle 35 psykoterapeutuddannelser, der er godkendt af Dansk Psykoterapeutforening, er derfor nu inviteret med i en proces, der skal føre til, at de kan blive niveauvurderet på masterniveau hos Danmarks Akkrediteringsinstitution. At nå dette mål kræver en langsigtet indsats og strategi fra foreningen og uddannelsernes side. Foreningen har derfor indgået aftale med konsulentfirmaet Crossfields Europa om at understøtte dette arbejde frem til 2024.

Målet med niveauvurderingen er at få alle de psykoterapeutuddannelser, der er certificeret af Dansk Psykoterapeutforening, vurderet og indplaceret på ét og samme niveau, der gør dem sammenlignelige med andre uddannelsesniveauer i Danmark og Europa.

Evalueringens 12 kvalitetskriterier

  1. Formål
  2. Optagelseskriterier
  3. Uddannelsens struktur og indhold
  4. Underviserne
  5. Undervisningsformer
  6. Eksamen/prøver/evaluering
  7. Eksterne censorer
  8. Fysiske faciliteter
  9. Intern kvalitetssikring
  10. Registrering af de studerende
  11. Organisation og ledelse
  12. Økonomi

Under hvert kriterium er der angivet et eller flere forhold, som uddannelsen skal efterleve.

 

"En terapeutisk uddannelse på SIF har betydet 4 fantastiske år med udvikling og store personlige oplevelser. Jeg har fået venskaber for livet og det har åbnet op for nye udfordringer jobmæssigt.
En unik oplevelse som har forandret mit liv og som jeg ser tilbage på med stor taknemmelighed."
Mette Legarth Holme
"SIF har ikke bare været en terapeutisk uddannelse, men er blevet en måde at være i verden på. Det har givet mig et langt mere nuanceret blik på det at være menneske og jeg bruger min viden herfra hver dag, både i mit arbejdsliv og privat. For mig har det været livsforandrende at gå på SIF."
Sine Jelsing
"Jeg fik på SIF muligheden for både faglig og personlig udvikling blandt betydningsfulde relationer, hvilket gav mig en masse nye krydser i min historie. Krydser som jeg fortsat har fokus på både personligt og fagligt den dag i dag. SIF er med mig i mit virke hele tiden."
Helle Højlund
"Det der gør SIF helt speciel er den varme man bliver mødt med og som hurtigt bliver en del af dynamikken mellem os som studerende. Der er plads til at være den man er og der er plads til at have det som man har det.
Den personlige udvikling har været helt unik, man kommer dybt ind og får kigget sig selv i øjnene og jeg tror ikke der er nogle der går derfra efter 4 år og er det helt samme menneske."
Tacha Elung
"Jeg har taget både uddannelsen som terapeut og traumeuddannelsen på SIF. For mig er SIF stedet hvor høj faglighed går hånd i hånd med personlig udvikling i et nærende, varmt, betydende og livsberigende fællesskab, hvor der tages hånd om den enkeltes personlige og faglige udvikling. Kan SÅ varmt anbefales!"
Lise Kjeldsen