Teoretisk afsæt

Det systemisk-narrative er uddannelsens primære afsæt. Det er der gode grunde til. En systemisk og narrativ ramme omkring uddannelsen afspejler, at vi grundlæggende ser terapi som et relationelt fænomen, der arbejder med hvordan mennesker gennem fortællinger (sproglige som kropslige) samskaber mening i konkrete sociale kontekster.  Med dette filosofiske, teoretiske og metodiske udgangspunkt bliver det muligt at hente inspiration og supplere med andre metodiske og teoretiske tilgange såsom tilknytningsteori og udviklingspsykologi, Imago relationsfokuseret terapi samt neuroaffektiv teori m.fl.

Denne vifte af metoder øger din terapeutiske fleksibilitet og sætter dig i stand til at vælge, netop den metodiske tilgang der er meningsfuld i den enkelte samtale. Du vil også opleve at metoderne kan kombineres og bruges hver for sig. Bredden i metoderne sikrer den nuancerings- og kompleksitetsgrad, som udøvelsen af psykoterapi kræver.

Det narrative perspektiv tager igennem uddannelsen afsæt i en forståelse af, at livet får mening gennem fortællinger, og at der altid kan fortælles flere historier end dem, der umiddelbart står frem. En grundantagelse i det narrative er, at det ikke er det enkelte menneske, der er problemet, men at problemet er problemet. Menneskers handlinger og identitet kan ikke alene forklares og forstås via en problemmættet fortælling. Det er snarere omvendt. Den problemmættede fortælling fastholder handlinger og negative selvoplevelser. Store områder af vores levede liv falder uden for vores problemmættede fortællinger og er derfor endnu ikke er blevet tillagt mening. Heri gemmer der sig et enormt terapeutisk potentiale. Ingen historie kan rumme hele vores levede liv, så når vi arbejder narrativt prøver vi at hjælpe mennesker til at få øje på nogle af de underliggende fortællinger, der endnu ikke er kastet lys på og som åbner op for ny identitet og nye måder at handle på. De fortællinger der gør os i stand til at leve livet på måder, som er i overensstemmelse med, vores værdier og det vi dybest set foretrækker.  

Det systemiske perspektiv har fokus på, at problemet ikke tilhører det enkelte menneske, men at problemer opstår og vedligeholdes i sociale samspil og derfor også må behandles gennem inddragelse af de systemer, der er omkring det enkelte menneske- f.eks. den familie som vi lever i. 

Vi kan nemlig ikke forstå et problem uden om den kontekst, som den er opstået i og uden om de relationer, som vi indgår i.