Uddannelsesforløb
SUPERVISION, VEJLEDNING OG GRUPPEFACILITERING
Modul 1: Introduktion til supervision og det narrative perspektiv
På modulet, introduceres den narrative tilgang til supervision. Det teoretisk grundlag introduceres kort, hvorefter vi arbejder med konkrete metoder og greb, som kan være brugbare, både når en samtale tager sit udgangspunkt i noget problematisk, og når den handler om noget foretrukkent.
Vi kommer også omkring definitionen af forskellige samtalekategorier: Hvilke forskelle og ligheder er der mellem supervision, coaching og vejledning, og hvordan kan vi balancere og afgrænse disse samtaleformer, så de ikke træder ind over grænsen til det terapeutiske rum?
Vi deler erfaringer om selv at få supervision, modtage vejledning og deltage i gruppeprocesser, og vi danner os i fællesskab et overblik over de forskellige arbejdskontekster, hvori deltagerne planlægger at bruge de opnåede færdigheder fra uddannelsen. Herunder kommer vi ind på, hvordan man får placeret sig i en hensigtsmæssige position, når man skal varetage opgaven som tovholder på en samtale.
Modul 2: Det systemiske perspektiv, lytning og spørgsmål
På dette modul sætter vi fokus på systemiske begreber som kontekstafklaring, domæner og nysgerrighed, og vi drøfter, hvordan disse forståelser og begreber kan være hjælpsomme i supervision.
Vi sætter også spot på sprogets meningsskabende kraft og på den definitionsmagt, som ligger i de spørgsmål, som vi stiller i en supervision.
Der er mange veje at gå, når vi skal udvælge hvilke spørgsmål, der skal stilles til forskellige problemstillinger. Nogle gange skal vi pille historierne lidt fra hinanden for at kunne bygge dem op igen med nye forståelser og nuancer.
For at kunne stille gode spørgsmål, skal vi også være gode lyttere - for vi kan ikke spørge til det, vi ikke har hørt. Vi skal også nogle gange lytte efter det, der kan leve som en tavs viden.
Modul 3: At gøre brug af gruppen på involverende måder
På dette modul kigger vi nærmere på, hvordan vi kan involvere deltagerne i supervisions - og samtalegrupper som aktive medspillere, som understøtter hinandens viden og erfaringer, mens de samtidig inviteres til at bringe nye perspektiver i spil.
I den forbindelse spiller opstarten af gruppen og rammesætningen af processen en vigtig rolle. Idéerne om reflekterende team, bevidning og poetisering introduceres og trænes.
Vi vil også have fokus på de færdigheder, vi kan trække på, når vi skal være tovholdere på samtaler, hvor flere stemmer byder sig til, og hvor kompleksiteten derfor bliver større end i individuelle samtaler. Hvordan kan vi med en sikker hånd på roret holde samtalen på rette kurs og samtidig stille os åbne over for de ting, der udspiller sig i gruppen?
Modul 4: Supervisorens værktøjskasse
På dette modul kigger vi nærmere på, hvordan vi ved hjælp at forskellige håndgribelige materialer – som for eksempel billeder, samtalekort og skriveark - kan understøtte de refleksive og kreative processer i supervisionen, som er med til at generere nye idéer og handlemuligheder.
Vi vil også arbejde med, hvordan vi på forskellige måder kan gøre brug af tavlen. Herunder hvad vi skal være opmærksomme på i forhold til den udvælgelse, vi laver, når vi som supervisorer beslutter, hvad vi skriver op.
Hver studerende arbejder med sin egen personlige ”Supervisor værktøjskasse”, som efter modulets afslutning vil indeholde konkrete tilgange og materialer, som umiddelbar vil kunne omsættes til praksis.
Modul 5: Supervision på baggrund af voldsomme hændelser og traumer
På dette modul kigger vi på vigtige opmærksomhedspunkter, som vi skal have for øje i samtaler med mennesker, der har været udsat for voldsomme oplevelser og hændelser i deres arbejds- eller familieliv.
Metodisk tages der udgangspunkt i forskellige teoretiske tilgange til og forståelser af traumer. Vi sætter fokus på kroppen og kroppens mærkninger og responser, og vi arbejder med, hvordan supervision og gruppesamtaler kan være forebyggende i forhold til stress, udbrændthed og forråelse.
På dette modul har vi også fokus på, hvordan vi kan arbejde med vores tilstedeværelse i supervisionsrummet, og hvordan vi kan holde bedst muligt øje med vores egen mentale tilstand.
Modul 6: At skabe forandring ved at kigge udad i stedet for indad
Den danske psykologiprofessor Svend Brinkmann er kendt for sit udsagn om, at vi skal forsøge at mærke mindre efter inde i os selv som et modsvar på tidens selvudviklingsidéer. ”Svaret er ikke inde i dig selv. Der er ikke noget derinde. Kun organer”, som han formulerer det.
På dette modul kigger vi nærmere på, hvordan vi i tråd med dette perspektiv også kan kigge udad i vores forsøg på at forstå, hvad det er i det moderne samfund, der presser medarbejdere, organisationer og mennesker i det hele taget. Når vi på denne måde vender blikket udad, kommer vi i højere grad til at kigge på vanskeligheder som et udslag af de ydre faktorer - i form af den magt, de normer og de diskurser - der er på spil i den enkeltes liv.
Som supervisor er det hensigtsmæssigt at have nogle spørgsmål og samtaleguides, der kan kaste lys på disse ydre faktorer for herved at hjælpe sin supervisand til finde sit eget standpunkt, navngive sine egne værdier og udbygge sine færdigheder i forhold til at navigere i og respondere på de omgivende normer og diskurser.
Modul 7: Brug af krop & kontakt samt grafisk facilitering i supervisionen
På dette modul kigger vi på, hvilken betydning de non-specifikke faktorer og det kropslige aspekt har i supervisionsrummet.
Vi vil gennem en kombination af oplæg og øvelser stille skarpt på den viden, der ligger omkring effekten af stemmeføring, respektfuld stilhed, kropsholdning, ansigtsmimik med videre, og vi kigger ind i den forskning, der ligger på området. Samtidig vil vi gennem øvelser arbejde med, hvordan disse faktorer kan udspille sig i en supervision, og hvordan vi kan skærpe vores opmærksomhed på dem.
Som en del af dette modul indgår også en introduktion til grafisk facilitering og dets anvendelsesmuligheder i supervisionsrummet. Vi vil se på og arbejde med, hvordan brug af tegning og symboler kan udfolde og tydeliggøre visioner, strategier og processer på en letforståelig måde og derved supplere det talte sprog i supervision.
På modulet vil der også være færdighedstræning og øvesupervisioner i grupper med guidning og feedback fra underviserne.
Modul 8: Afslutning af uddannelse og fremlæggelser af egen praksis
Som afslutning på uddannelsen udarbejder deltagerne en refleksionsrapport ud fra et supervisionsforløb. Rapporten afleveres til underviserne 14 dage før modulet.
På selve modulet medbringer hver deltager en videooptagelse fra supervisionsforløbet, hvorfra der vises 15 minutters klip i plenum. Afslutningsvis giver underviserne en mundtlig feedback på både videoklippet og refleksionsrapporten.
Der sættes fokus på den læring, som er opnået i forløbet, og på deltagernes foretrukne stil. Vi kommer også omkring hvilket fremtidsperspektiv, den enkelte har for sin supervisionspraksis.
Afslutning af uddannelsen og uddeling af uddannelsesbeviser.